Narrativ terapi
Narrativ terapi sætter menneskers fortællinger om deres liv og relationer i centrum for den terapeutiske proces.
- Narrativ terapi er respektfuld.
- Narrativ terapi er ikke-bebrejdende.
- Narrativ terapi betragter klienten som eksperten.
Dens vigtigste antagelse er, at fortællingen og gen-fortællingen af livserfaringer, styret af relevante spørgsmål, kan føre til en forandret og mere realistisk livsindstilling og åbne muligheder for at ændre klientens forhold til de problemer, han eller hun søger terapi for.
I Narrativ terapi lægges der vægt på at adskille personen fra problemet, så personen kan eksternalisere sine problemer frem for at internalisere dem.
I narrativ tilgang er det centralt for terapeuten at lytte efter klientens sproglige fortælling om problemet. Det vil være afgørende at lytte til, hvad der indirekte ligger bag de håb og drømme, som er blevet frustreret og trådt på. Der gives plads til den enkeltes færdigheder, kompetencer, meninger og værdier.
Målet med den narrative terapi er at hjælpe klienten til at skabe en alternativ historie, der bedre matcher det, han/hun faktisk ønsker af sit liv.